Abstrakt
Formål:Formålet med undersøgelsen var at bestemme effekten af fodindlæg på den neuromuskulære kontrol og de aerobe omkostninger ved løb.
Metoder:Tolv fritidsatleter løb i 1 time på et løbebånd ved en konstant hastighed (dvs. 10 % højere end deres første ventilationstærskel) med og uden specialstøbte fodindlæg i en afbalanceret rækkefølge. EMG-aktivitet på overfladen af fem muskler i underekstremiteterne blev sammen med iltforbrug og puls registreret med 8 minutters mellemrum, startende efter 2 minutter, under løbeturen. En række neuromuskulære tests, herunder frivillige og elektrisk fremkaldte sammentrækninger af ankelens plantarfleksorer, blev udført før og efter løb.
Resultater:Peroneus longus root mean square amplitude faldt med tiden, uafhængigt af tilstanden (-18,9 %, P < 0,01). Lavere root mean square signal amplitude for vastus medialis (-13,3 %, P < 0,02) og gastrocnemius medialis (-10,7 %, P < 0,05) kombineret med øget varighed af peroneus longus burst (+14,7 %, P < 0,05) forekom, når der blev løbet med ortoser. Der var ingen hovedeffekt af betingelsen for iltforbrug (P > 0,05), mens pulsen var signifikant lavere, når man havde fodindlæg på (-3 %, P < 0,02). Maksimal styrkekapacitet (-9 %, P < 0,01), normaliseret EMG-aktivitet (-17 %, P < 0,001) og peak twitch torque (-14 %, P < 0,01) faldt fra før til efter træning, uafhængigt af tilstanden. Mindre træthedsinducerede fald i hastigheden af momentudviklingen inden for de første 200 ms (-6 % vs. -33 %, P < 0,01) blev rapporteret efter løb med fodindlæg.
Konklusioner:Brug af fodindlæg ændrer den neuromuskulære kontrol under et submaksimalt 1-times løb på løbebånd og beskytter delvist mod de resulterende træthedsinducerede reduktioner i den hurtige kraftudvikling i plantarfleksorerne. Disse ændringer kan dog være for små til at ændre de aerobe omkostninger ved løb.
Vil du downloade hele artiklen?
Udfyld denne formular for at downloade hele artiklen.